Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Alt om den daglige gang i børnehuset

Faciliteter
Hou Børnehus er en del af Hou Landsbyordning, der også omfatter en skole med 0.-6. klassetrin med tilhørende SFO og klub, og vi har samlet set adgang til nogle rigtigt fine faciliteter i form af en stor og veludstyret legeplads, som er god når vi afvikler større fællesarrangementer.
Børnehuset holder til i nogle dejlige lokaler, tidligere Hou Skole. Vores indendørs faciliteter er meget alsidige, for derved at medvirke til at inspirere og udvikle børnene på alle måder. De indendørs faciliteter omfatter bl.a. puderum, teaterrum, dukkekrog, værkstedsrum, bil- og klodserum og små rum under husets trapper, samt ikke mindst et stort fællesrum, hvor dagen starter- oftest med kreative sysler som modellervoks, perler, og hvor der også er et lille bibliotek med læsekrog.
Der er parkeringsplads ved forsamlingshuset, som er nabo til børnehuset.

Åbningstider
Børnehus åbner hver dag – mandag til fredag – kl. 06.30.
Vi lukker mandag til fredag kl. 17.00.
Bemærk: Når sidste barn er blevet hentet, vil medarbejderen, der er lukkeansvarlig, også forlade børnehaven, også selvom det er inden kl. 17.00, for at ressourcer udnyttes, når der er børn.


Fremmødeseddel
Når jeres barn afleveres om morgenen, skal det altid noteres på fremmødesedlen, hvornår barnet hentes. Barnet ’skrives ud’ igen, når det bliver hentet, ved overstregning på fremmødesedlen. Fremmødesedlen hænger ved pulten ved indgangen, og med oplysninger sikrer vi, at vi altid ved, hvor mange og hvem, der er tilstede i institutionen (også i evakueringssituationer). Desuden hjælper det os, når børnene eventuelt spørger, hvornår de bliver hentet J


Ferielukning
Børnehuset er lukket 3 uger om året, nemlig i ugerne 29 og 30 i sommerferien, i 3-4 dage i julen, samt fredag efter Kr. Himmelfartsdag.
I ferieperioder kan børnene blive passet i enten byens dagtilbud eller i en af de andre landsbyordninger Saksild, Hundslund eller Gylling. I vil altid skulle udfylde oplysninger om jeres barn, når de passes andre steder af hensyn til at 'pasningsstedet' ved hvem I – 'børn og forældre' er.


Cykler og legetøj
Børnene må gerne have cykler med – bortset fra på planlagte ikke-cykeldage (pt. på onsdage). Der cykles på en bane under opsyn af personalet. Børnene må gerne have legetøj med én gang om måneden (den sidste mandag). Børn der sover til middag i børnehuset, må selvfølgelig godt have en sovebamse eller lignende med.


Fødselsdage
Fødselsdagen fejres i børnehuset, hvor I kan tage noget med som kan spises, i forbindelse med enten frokost eller eftermiddagsmad.
(Private invitationer må ikke opsættes i børnehuset).


Fravær
Hvis jeres barn er syg eller holder fri skal vi have besked.
Efter sygdom skal I først lade jeres barn komme tilbage, når det kan følge den almindelige dagligdag.


Madpakker og eftermiddagsmåltid
Alle børn skal have en madpakke med. De får lidt frugt og brød i løbet af formiddagen (tilbydes ca. kl. 9-10).
Vi samles alle til frokost, ca. kl. 11.30, hvor børnene får mælk eller vand til maden. Derudover har vi en to-madsordning, som vi samles om ca. kl. 14. Ordningen går ud på at forældrene på skift medbringer boller og frugt, som smøres, skæres ud af de voksne og anrettes til fælles spisning efter behov.


Påklædning og garderobe
Giv jeres barn praktisk tøj og fodtøj på, da vi er meget ude. Giv så vidt muligt jeres barn tøj med, som det selv kan tage på, og husk ekstra tøj, så der er noget at skifte med.
Det vil være en meget stor hjælp for jeres barn, hvis der er navn i tøjet, så kan vi bedre hjælpe jeres barn med at have styr på sine ting og at udetøj hænger klar til at tage på.
Alle børn har egen garderobeplads, hvor alt overtøj (regntøj, termotøj m.v.) og fodtøj skal hænge. Øverst på hver garderobeplads står en boks til skiftetøj m.v. Boksen skal være tømt hver fredag af hensyn til rengøringen.