Sagn, myter og gode historier blev til kunst
Tekst og foto:
Henrik Havbæk Madsen
Sagnene, myterne og de gode historier fra Hou og omegn er den brønd, fem kunstnere i 1993 dyppede deres pensler i og fik inspiration til at gøre Hou Skole til ét stort kunstværk.
Det er i hvert fald kun de vægge, der kom til efter skolens ombygning i 2001-2002, der ikke bærer præg af mødet med den fantasi og den skabertrang, kunst og kulturgruppen Synteses medlemmer - Steen Krarup Jensen, Flemming Vincent, Steffan Herrik og Per Johan Svendsen - lagde for dagen sammen med billedhugger Ole Kruse.
”Herfra min verden går” hedder projektet. Ideen opstod på et fremtidsværksted, som Hou Skole afholdt i februar 1992. I september samme år arbejdede skolen videre med planerne. En initiativgruppe blev nedsat, og da den kontaktede skulptør Steen Krarup Jensen fra Fensten skete der noget. Ikke så lidt, endda.
Steen Krarup Jensen tog en snak med sine kollegaer i Syntese, og da det gik op for kunstnerne, at egnen omkring Hou er usædvanlig rig på historie, på myter og på sagn, var de klar. Egnen var ”Et sandt historisk skatkammer”, som der står i bogen ”Lidt om herfra min Verden går”.
Nedenfor kan du læse om syv af de myter, sagn og historiske begivenheder, der udgør den største del af kunstprojektet på Hou Skole.
Trolden og stenen
En trold, der boede i Fensholt, morede sig med at kaste sten i vandet. En dag kastede han forkert.
På gulvet ligger en stor sten. Ud af væggen modsat stenen er en kæmpestor næve brudt igennem. Den tilhører trolden, der har kastet stenen. Man kan se det på de mærker, troldens fingre har lavet på stenen.
Sagnet vil, at der i meget gamle dage boede en trold i Fensholt. Han havde det sjovt med at kaste sten i vandet, men en dag sigtede han forkert. Stenen landede inde på land på en mark nord for Gylling og Søby. Stedet kaldte man Fensten.
Der er dem, der mener, at stenen slet ikke kom fra Fensholt. De tror, at trolden boede på Fyn – i gamle dage Phyn – for i Valdemars Jordebog nævnes på Fyn en lokalitet ved navn Phynsteen. Det ville vi i dag stave som Fensten. Så selv af en trold at være har han været noget af en kraftkarl, ham, der kastede stenen de omkring 40-50 kilometer fra Fyns nordkyst til Fensten.
Den rigtige Fensten ligger i Fensten Sønderskov.
Vi røber ingen hemmelighed, når vi afslører, at stenen på Hou Skole er en kopi. Hjemmesiden Geus.dk, oprettet af De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, fortæller, at den rigtige sten er at finde i Fensten Sønderskov. Vil du besøge stenen, kan du parkere på Fenstenvej ved indgangen til skoven mellem Fensten og Søby. Derfra går du godt 500 meter på skovvejen, inden du kommer frem til stenen. Den ligger lige ved siden af stien på venstre side. Stenen har på sin overflade omkring 40 skåltegn. De er dog svære at se, da stenen er fuldstændig overgroet med mos. Arkæologer mener, at der er blevet ofret til guderne i skåltegnene. Måske i forbindelse med frugtbarhedsdyrkelse.
Skåltegn finder man på Danmarks største sten og på klippeflader på Bornholm. De menes at stamme fra yngre stenalder og bronzealder.
Havfruen på Bjørnkær
En dag gik en havfrue i et fiskenet. Da fiskerne fra Bjørnkær opdagede fangsten, satte de hende i et kar i køkkenet.
I dag er der ikke meget liv i havet mellem Samsø og Hou. Men for længe siden – i hvert fald ifølge sagnet - svømmede der ikke blot sild, ørreder og rødspætter rundt i farvandet mellem Samsø og Hou. Der svømmede også masser af havfruer.
En af dem gik en dag i et fiskenet, som folk på voldstedet Bjørnkær havde sat. Da fiskerne røgtede deres net og opdagede havfruen, tog de hende med hjem til Bjørnkær. De fyldte et stort kar i køkkenet med vand og satte havfruen ned i det, mens de overvejede, hvad de skulle stille op med hende.
Men havfruen og kokkepigen kunne ikke fordrage hinanden. De kom hurtigt op at skændes, og i arrighed tog kokkepigen en spand vand og hældte indholdet ud over havfruen. Nu skulle man tro, at vand ville bekomme et væsen, der tilbringer hele sit liv i havet, godt. Men nej: Havfruen blev lige så arrig som kokkepigen. Fra sit kar kunne hun lige akkurat nå over til ildstedet. Her tog havfruen et stykke brænde, som hun kylede efter kokkepigen. Det brændende stykke træ satte ild i voldstedet, der brændte ned til grunden.
Bjørnkær sættes i forbindelse med Marsk Stig, der blev dømt for at have dræbt kong Erik Klipping i 1286.
At der ganske rigtigt ikke er meget tilbage af Bjørnkær, opdager man, hvis man besøger voldstedet. Arkæologiske udgravninger viser, at Bjørnkær er blevet ødelagt i 1300-tallet og derefter genopbygget: At en havfrue spillede en rolle i ødelæggelserne, fandt arkæologerne ikke bevis på. Senere mistede voldstedet sin funktion og fik sikkert lov til at forfalde. Hvornår voldstedet blev opført, er usikkert. Men det sættes i forbindelse med Marsk Stig, der blev dømt for at have dræbt kong Erik Klipping i 1286.
Tilbage af Bjørnkær er voldgrave og borgbanker i smukke omgivelser. Vil du besøge Bjørnkær, skal du ud på Gersdorffslundsvej. Her fører en grusvej (der er skiltet med Bjørnkær) ind mod Vandmose Skov, hvor voldstedet ligger. For enden af grusvejen ligger en parkeringsplads. Også her er der skilte, der viser vej til Bjørnkær, cirka 500 meter inde i skoven.
Jomfruen og sørøverne
Da en møllerdatter blev angrebet af sørøvere, hentede hun sin fars tunge, skarpe sværd.
En ung kvinde med begge hænder knyttet om et stort sværd. For hendes fødder ligger blodige, afhuggede hoveder.
Hvad er det dog, der foregår her på hjørnet af en af Hou Skoles fløje? Det er såmænd en møllers datter, der forsvarer sin fars mølle (og hvem ved, måske også sin dyd?) mod en bande sørøvere.
Sagnet om jomfruen og sørøverne er genfortalt i bogen ”Fra Norsminde Fjord til Uldrup Bakker.” Sagnet vil, at der ved indsejlingen til Bjørnkær lå en mølle. En dag sejlede et sørøverskib ind til møllen. Sørøverne havde onde hensigter, og møllerens datter, en helt ung jomfru, var alene hjemme.
Da hun så sørøverskibet nærme sig, slog hun alle skodder og luger til. Møllen burde nu være uindtagelig, men desværre var der et smuthul, som hun ikke kunne lukke til.
Hullet var så lille, at en voksen mand dårligt kunne klemme sig igennem, men en af sørøverne gjorde alligevel forsøget.
Jomfruen hentede sin fars store, tunge sværd, og da sørøveren stak hovedet gennem hullet, huggede hun til og skilte hovedet fra kroppen.
Underligt nok mistede sørøverne ikke modet af den grund. Først da der lå syv hovedløse kroppe i et hav af blod udenfor møllen, gav sørøverne op og sejlede videre. Jomfruen kunne ånde lettet op.
Christian 4 på skovhugst
I Hads Herred hentede Christian 4 tømmer til sin hurtigt voksende krigsflåde. Tømmeret blev udskibet fra Hou.
I dag kendes Christian 4 (1577-1648) mest som manden bag elskede bygningsværker som Rosenborg Slot, Rundetårn og den desværre nedbrændte Børsen.
Men Christian 4 var ikke blot en stor bygherre. Han var også en konge, hvis 52 år lange regeringstid var præget af krig og uro i Europa. Derfor var det ham magtpåliggende at styrke Danmarks militære magt. Og især flåden, der stod kongens hjerte meget nær. Og da blandt andet indtægter fra Øresundstolden gjorde ham til en af Europas rigeste fyrster, havde Christian 4 midler at bygge for. Både pragtfulde bygningsværker og en fuldrigget orlogsflåde.
Derfor havde Christian 4 brug for træ. Masser af træ. Især egetræ, så han kunne udvide sin flåde af krigsskibe. Egetræ fandt han blandt andet i Hads Herreds skove. Fra en ladeplads ved Hou blev tømmeret sejlet ud til større fartøjer, der lå for anker på dybere vand. Herfra blev tømmeret sejlet til værfter, hvor skibsbyggerne ventede på at komme i gang.
Bremerholm var på Christian 4´s tid flådens skibsværft.
Fra 1596 til 1660 blev der bygget 60 nye orlogsskibe til den danske flåde. Man mener, at blot fem af dem blev bygget på flådens skibsværft, Bremerholm, i København, der først og fremmest blev brugt til vedligeholdelse. Resten blev bygget på private skibsværfter uden for hovedstaden og færdiggjort på Bremerholm.
Ifølge Kaj Henning Jensen, forfatter til Hou-bogen ”En rest af et fiskerleje…begyndelsen til en by”, besøgte Christian 4 Hou flere gange for at følge arbejdet med skovningen af tømmeret. I Hou skulle han have boet hos Knud Olufsen, der var præst i Gosmer og Ørting sogne.
”Hernede på stranden med havlugten i næseborene mellem stabler af tilhugne, duftende 20 tommers egespanter og ihærdigt arbejdende bønder, der var udskrevet til hugst, følte kongen sig i sit es,” skriver Kaj Henning Jensen.
Mod og sømandskab
Enevold Sørensens mod og sømandsskab reddede Emil von Holstein-Rathlous skib, "Echo" gennem en katastrofal stormflod, hvor 427 sejlskibe forulykkede og 80 mennesker omkom.
Det er ikke kun i vores alt for globalt opvarmede nutid, at naturen skaber katastrofer.
Det gjorde naturen også 12. november 1872, da en stormflod ramte Østersøen og Smålandsfarvandet. Lang tids vestenvind pressede vandet i Østersøen langt op i Den Botniske Bugt. Pludseligt slog vinden om til nordvest samtidig med, at vindhastigheden steg til orkanstyrke.
Vandmasserne blev sendt tilbage til Østersøen, hvor især Lolland og Falster blev ramt af store oversvømmelser. For de skibe, der var til søs, blev stormflodens følger katastrofale. 427 sejlskibe forulykkede, og 80 mennesker omkom.
Havde det ikke været for en ualmindelig dygtig sømand ved navn Enevold Sørensen fra Hou, havde hofjægermester Emil von Holstein-Rathlou, besidder af stamhuset Rathlousdal, også mistet sin lystsejler ”Echo” i stormfloden.
Emil von Holstein-Rathlou var på togt, og 12. november aflagde han besøg i Nykøbing Falster, inden ”Echo” sejlede op gennem Guldborgsund og kastede anker ud for Fejø.
Her gik Emil von Holstein-Rathlou i land, mens Enevold Sørensen blev ombord.
Da det ud på aftenen blæste voldsomt op, blev Emil von Holstein-Rathlou bekymret. Han ville ud til sin elskede båd, men stormen var så kraftig, at han i sin lille jolle ikke kunne sejle ud til ”Echo”.
Mens skib efter skib kæntrede omkring ham, lykkedes det Enevold Sørensen at holde ”Echo” på ret køl og oven vande.
Enevold Sørensens bedrift inspirerede Holger Drachmann til både at skrive og tegne på forsiden af Illustreret Tidende.
En bedrift, der vakte opsigt og blev set som et lille lys i mørket efter naturkatastrofen. Ingen ringere end Holger Drachmann, Midsommervisens digter, skrev en artikel om Enevold Sørensens bedrift i ”Illustreret Tidende”. I øvrigt med en illustration, Drachmann selv havde tegnet.
Enten tog Holger Drachmann sig god tid eller også var det ”Illustreret Tidendes” redaktion, der ikke havde spor travlt. For Holger Drachmanns artikel. ”En ”Lysttour” under den store storm” blev mærkelig nok først bragt 23. februar 1873 – mere end tre måneder efter stormfloden. Begrebet ”nyhedens interesse” kendte man åbenbart ikke i 1873.
Drachmann beskrev, hvordan Enevold Sørensen fik ”Echo” manøvreret ud i Østersøen. ”Og herude, hvor hundreder af stolte sejlere fandt deres grav eller drev i land som vrag, klarede det lille elegante fartøj sig som en måge, der stemmer sig op mod vinden og ryster vingerne, når skummet våder dem,” fortsatte han.
Så taknemmelig over, at hans skib var reddet, var Emil von Holstein-Rathlou, at han forærede Enevold Sørensen dette hus.
Hofjægermesteren var så glad og taknemmelig over, at Enevold Sørensen havde reddet ”Echo”, at han lod et hus bygge til ham og hustruen, Mette Marie. Huset er den smukke villa på hjørnet af Strandgade og Søndergade.
Hous første indbygger kom fra Nibe
Rasmus Færgemann blev den første fastboende indbygger i Hou. Han ernærede sig som fisker med Rathlousdal og Gersforffslund som faste aftagere af fangsten.
I midten af 1800-tallet var der langt mellem menneskene i Hou. Faktisk mener man, at der slet ikke var fastboende mennesker her, før stamhusbesidder Niels von Holstein-Rathlou i 1846 skrev kontrakt med en 34-årig fisker ved navn Rasmus Færgemann.
Han kom fra Nibe, der ligger ved Limfjorden, omtrent 140 kilometer nord for Hou. Det lyder utroligt, men siden 1841 havde Rasmus Færgemann hver sommer vandret den lange vej sydpå for at fiske og levere fisk til Niels von Holstein-Rathlous godser, Rathlousdal og Gersdorffslund. Når efteråret satte ind, vandrede Rasmus Færgemann tilbage til Nibe, konen Lene og en børneflok, der, da Rasmus Rasmussen Færgemann fik nok af de lange vandreture og flyttede til Hou, talte drengene Anders Christopher, Christian og Hans. Ifølge folketællingen fra 1950 fik familien Færgemann drengen Peter året efter, at den havde bosat sig i Hou.
Det skete i 1846. Familien flyttede ind i Fiskerhuset, der lå på hjørnet af Nørreled og Skolegade. Opført i 1837 af Niels von Holstein-Rathlou, var det det første hus i Hou. Det blev brugt af skiftende fiskere, der leverede fisk til Rathlousdal og Gersdorffslund, og her havde Rasmus Færgemann haft sommerophold siden 1841.
Måtte beholde halvdelen
Kontrakten mellem fiskeren og stamhusbesidderen er bevaret, og det fremgår, at Rasmus Færgemann måtte beholde halvdelen af det, han tjente på salget af sine fangster. Resten skulle afregnes med godset hver uge.
Kontrakten forpligtede Rasmus Færgemann til at levere fire tønder saltede sild og en fjerdedel tønder saltede ål. Fustager og salt leverede godserne.
Desuden skulle der hver uge året rundt til Rathlousdal leveres seks snese (en snes er 20) sild, eller tre snese torsk eller seks snese flyndere (fladfisk som rødspætter og skrubber). Gersdorffslund skulle have samme slags fisk, men kun den halve mængde.
Fiskeriet var usædvanligt godt i farvandet ud for Hou, og Rasmus Færgemann fik hurtigt konkurrence. Han døde i 1892 og nåede ikke at opleve den eksplosive udvikling i fiskeriet, der tog fart efter 1903. Da blev den havn, hofjægermester Emil von Holstein-Rathlou lod opføre i 1881 til udskibning af korn, overdraget til Hou og Omegns Fiskeriforening.
Voldsom tilbagegang
Ifølge Trap Danmark var der i 1924 50 erhvervsfiskere og 45 fiskefartøjer i Hou Havn. Desuden søgte fiskere fra andre havne mod det frugtbare farvand i den sydlige del af Århus Bugt. De landede også deres fangst i Hou. Det blev til ikke så lidt: I 1924 blev der i alt landet 76,3 tons fisk i Hou Havn: 12 tons ål, 1,3 tons rejer, 25 tons rødspætter, 28 tons torsk, 5 tons sild og 5 tons makrel.
I løbet af de 100 år, der er gået, er det gået voldsomt tilbage med fiskeriet. I Hou og i resten af Danmark. Ifølge Danmarks Statistik blev der i 2023 i alle danske havne i alt landet 6,9 tons torsk og 9,3 tons rødspætter. En ren ubetydelighed sammenlignet med det antal, Hou Havn tog imod i 1924.
Høststrejke sendte fine fruer i marken
På maleriet ligner det grangiveligt hvidkål, det de fine damer er i færd med at høste. I virkeligheden var det nu korn, der skulle høstes på Gersdoffslund, da landarbejderne gik i strejke.
Forargelsen ville ingen ende tage, da landarbejdere på Gersdorffslund 29. juli 1896 nedlagde arbejdet. Det var nemlig lige da høsten skulle i hus, at Danmarks første høststrejke brød ud. Og da Gersdorffslund var en del af stamhuset Rathlousdal, tog stamhusbesidder, hofjægermester Emil von Holstein-Rathlou det personligt.
31 mand blev sendt fra Rathlousdal til Gersdorffslund for at hjælpe med at bjærge høsten. Selv Emil von Holstein-Rathlous hustru, Soffy, hendes selskabsdame, børnenes lærerinde, stuepiger samt barnefrøkener tog til Gersdorffslund for at høste.
Ifølge ”Herremanden – en adelig families storhed og fald” af Jesper Laursen og Eva Schmidt blev det på grund af regnvejr dog kun til en halv dags høstarbejde for de fine fruer fra Rathlousdal.
Gersdorffslund var i 1896 en del af stamhuset Rathlousdal.
Landmanden, Otto Friis Beck, havde forpagtningen af Gersdorffslund, og da han opsagde kontrakten med en af gårdens husmænd ved navn Ole Olsen, udløste han strejken.
Retten til at organisere sig
Årsagen til opsigelsen var, at Ole Olsen havde meldt sig ind i den nystiftede landarbejderforening for Gosmer og Halling. Derfor var landarbejdernes første krav, at deres ret til frit at organisere sig skulle respekteres. Senere kom der krav om en lønstigning på 25 øre om dagen samt bedre kontrakter.
Forpagter Becks modtræk var denne annonce i Odder Avis:
Mine Arbejdere har i Dag ved Høstens begyndelse nedlagt Arbejdet, brudt Kontrakter, Fæstesedler og Aftaler. Jeg retter derfor denne opfordring til mine Kollegaer, store som smaa Agerbrugere her på Egnen om at støtte mig i denne Kamp, som jeg saaledes ved socialistisk Agitation, uden spor af Anledning fra min Side er blevet paatvunget.
En af tidens mest ihærdige socialistiske agitatorer var Peter Sabroe. Han var året forinden tiltrådt som redaktør for Socialdemokratiets avis, Demokraten, i Aarhus.
Og det er bestemt ikke usandsynligt, at Peter Sabroe har bedrevet socialistisk agitation på Gersdorffslund. Han var som journalist og fra 1901 som medlem af Folketinget dybt engageret i kampen for bedre levevilkår for landarbejderne og ikke mindst deres børn.
Ifølge ”Herremanden – en adelig families storhed og fald”, var det Peter Sabroe, der optrådte som forligsmand og fik startet de forhandlinger, der betød, at parterne på et møde 2. august blev enige om at afslutte strejken, så høsten endelig kunne komme i hus.
Forliget betød, at Ole Olsen og fire andre husmænd blev genansat. Desuden anerkendte forpagter Beck, at arbejderne havde ret til at organisere sig i en fagforening. Forliget indebar også, at forandringer i kontrakter skulle ske med tre måneders varsel og at man om efteråret skulle forhandle nye og forbedrede kontrakter.
Selv om landarbejderne måtte erkende det fordømmelige i at strejke i høsttiden, må forliget ses som en sejr for de strejkende deltagere i landets første høststrejke.